Forside

BK73 Ungdom spiller hver mandag eftermiddag


Så kom vi i gang igen …

Nu er det sikkert og vist. BK73 Ungdom er kommet i gang igen efter en lang sommerferie. Fem unge mennesker mødte op med stort gå-på-mod og godt humør onsdag morgen, hvor vi fik lidt morgenmad. Herefter besluttede vi, at det fremover bliver mandag eftermiddag kl. 15 vi spiller bridge. Det kommer til at foregå i indgangspartiet, da vi ikke har andre muligheder lige p.t. Vi holder pause samtidig med de øvrige spillere mandag eftermiddag.

Fem unge lyder måske ikke af så mange, men det er selvfølgelig planen, at det hen over tid bliver til flere. Det kommer vi til at arbejde på at få til at ske. Alle er selvfølgelig meget velkommen til at anbefale andre unge mennesker til at komme og deltage.

Det er en fornøjelse at se entusiasmen hus de unge

Det er en fornøjelse at se entusiasmen hos de unge. De går op i det.


Tag rigtig godt imod de unge i klubben. De kommer til at bidrage med ny energi.

Weekendtur til Løgstør

Klik på beskrivelsen af turen for at se den i fuld størrelse.

Tre generationer ved bridgebordet

Måske kender du dem allerede – far, datter og barnebarn. Eller rettere sagt: Jens Regnar, Laila og Maja. De spiller alle bridge i BK73.

– Jeg har spillet bridge i næsten 25 år, fortæller Jens Regnar Larsen med et smil. Ja, det er da sket, jeg har spillet seks gange på en uge – men det er nu lige i overkanten, tilføjer han grinende.

– Jeg er vokset op i et hjem med kortspil, fortæller Laila Vinther, men havde du spurgt mig tidligere, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle spille bridge – og ovenikøbet blive bidt af det!

Det var faktisk Maja, der fik sin mor med til undervisning, da hun manglede en makker.

– Jeg har længe haft lyst til at spille, men udfordringen var at finde tid, siger Maja Mikkelsen. Med mand, to små børn og job er kalenderen fyldt, men et gavekort fra Bedstefar til betalt undervisning satte skub i mine planer. Da jeg så manglede en makker, fik jeg overtalt mor – og nu spiller vi begge med stor fornøjelse og har gjort det et år.

Maja og Jens Regnar spiller sammen torsdag aften, og når Laila er substitut, mødes de tre generationer ved bridgebordet. Alle er enige om, at hyggen og samværet med klubbens medlemmer betyder mest – men der er et lille men.

– Vi spiller altså også for konkurrencens skyld, indrømmer Maja og Jens Regnar grinende, og noget kunne tyde på, det er en god drivkraft, for de spiller nu sammen i A-rækken.

Laila er ikke helt enig, men det er tydeligt, at de alle tre deler den samme glæde, engagement og begejstring for spillet – på tværs af generationer.

I klubben spiller i øvrigt også en mor og søn – men det er en helt anden historie.

Medlemstallet i klubben vokser

Det er med stor glæde og stolthed at vi kan oplyse, at vi i uge 48 2024 fik medlem nummer 300. Aldrig før har medlemstallet været større i Hjørring Bridgeklub.

Vidste du i øvrigt at Hjørring Bridgeklub nu er den tredje største bridgeklub i Danmark?

Men bare rolig! Der er stadig plads til nye bridgespillere.